Vi prioriterer at komme så meget ud i naturen som muligt. I al slags vejr. Her undersøger vi dyrespor, går i mudder, finder på nye lege og meget mere. Vi taler med børnene om, at man ikke smider skrald i naturen, og om hvorfor vi skal passe godt på den. Vi finder også naturmaterialer til at lave kreative projekter med
På vores legeplads holder vi hvert år i maj en "Bedste plantedag" med børn og deres bedsteforældre, hvor vi planter blomster og krydderurter på legepladsen. Der er vandkander og vand tilgængeligt, så børnene og deres voksne kan vande og følge planternes liv. Vi har også et kæmpestort kastanjetræ, der forsyner os med kastanjer om efteråret.
Tidlig naturfaglig nysgerrighed
Fra 2021-2024 var vi med i Københavns Kommunes projekt: ”Tidlig naturfaglig nysgerrighed”. Her fik vi jævnligt besøg af en naturvejleder fra Kløvermarkens Naturværksted, der lærte børn og personale, hvordan vi kan være endnu mere nysgerrige på naturen sammen. Efter projektet sluttede, arbejder vi videre med naturen som tema. Vi har fx lavet en tradition, hvor vi hvert år kommer på en heldagstur i Bøllemosen (skov) og bruger dagen med at gå på opdagelse, klatre i træer, finde dyr og de mindste sover under åben himmel. Vi tager også hvert år en tur til en bondegård i Nordsjælland, hvor børnene hjælper med at fodre dyrene, prøver at ride og får lov at holde kaninerne.
Vi besøger også stadig Kløvermarkens Naturværksted og har fx. lavet vandbaner og bålmad med børnene.
Vi serverer over 90% økologisk mad i Legehjørnet, og vi sorterer vores affald.