Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sammenhæng til børnehaveklassen

Hvert år, lige efter sommerferien, samler vi de børnehavebørn, der skal starte i skole den følgende sommer, i storbørnsgruppen. Det giver os god tid til at forberede børnene på deres skolestart.

Det vigtigste børnene lærer i gruppen er at være gode ­kammerater. Nogen der siger til og fra, tager hensyn til andre og kan invitere sig selv eller andre med ind i en leg. Det er ikke helt så vigtigt at kunne hele alfabetet eller mange tal før skolestart.

Som forælder kan man støtte op om processen ved at tale med sit barn om venskaber, øve det i at kunne udtrykke følelser og behov og i at aflæse andres følelser.

Vi leger også skole, taler om bogstaver og tal, prøver at spise i en begrænset tidsperiode som i et spisefrikvarter og at skulle række hånden op.

Gruppen mødes to-tre gange om ugen i ca. tre timer, og den består typisk af 6 – 10 børn.

Overgang til skole

Vi laver altid en ”skriftlig overgang” til skolen. Heri har både personale og forældre mulighed for at beskrive barnets nuværende udvikling og trivsel. Det giver de nye voksne omkring barnet mulighed for at kunne forberede sig bedst muligt til at tage imod barnet.

For de børn, hvor vi har iværksat en særlig indsats, bliver der herudover inden skolestart holdt et møde med forældre, skole, Legehjørnet og dem, som har hjulpet barnet ekstra, fx støttepædagog.

Der er mulighed for, at støttepædagogen kan være sammen med barnet de første 2-3 uger i den nye fritidsinstitution.

Fritidsinstitution

Alle de børn, der skal starte i skole den følgende august, begynder foråret inden i en af Københavns Kommunes fritidsinstitutioner. Inden de starter, besøger de den fritidsinstitution, de skal starte i sammen med en pædagog fra storbørnsgruppen.

Fritidsinstitutionen arrangerer desuden selv besøgsdage, hvor alle nye børn fra alle børnehaver i området besøger den på samme tid.

Læs mere om Københavns Kommunes fritidsinstitutioner her

Udsættelse af skolestart

Er et barn ikke klar til at starte i skole, har vi mulighed for at tilbyde et ekstra år i børnehavens storbørnsgruppe.

I løbet af det år hjælper vi barnet med at blive mere selvstændigt og modent. Alt efter hvilke udfordringer barnet har, kan vi øve fx at turde sige noget til morgensamlingen, arbejde mere med sproget eller give barnet succesoplevelser som at hente madvognen og dække bord med en voksen.

Når der er et barn, som bliver påtænkt skoleudsat, laver vi altid en detaljeret handlingsplan i samarbejde med familien. Planen beskriver, hvordan vi sammen kan støtte barnet i at blive skoleklar.

Når vi vurderer, at et barn ikke er skoleklar, sender vi en ”skoleudsættelses­vurdering” til barnets kommende skole. I sidste ende er det skolelederen, der beslutter om barnet skal udsættes.