Vi støtter dit barn i at lære at sætte grænser, mærke egne følelser og i at reagere hensigtsmæssigt på dem. Og vi støtter barnet i, at det er ok at øve sig. Man skal ikke kunne alting med det samme.
Vi opmuntrer til at turde vælge det, som barnet selv har lyst til, fremfor altid at følge det, som de foretrukne legekammerater vil.
Vi lærer også barnet at genkende og respektere følelser og grænsesætning hos andre og at afkode de sociale spilleregler.
Det giver alt sammen selvværd og selvtillid og udvikler empati og omsorg for andre.
Ekstra støtte til personlig udvikling
Oplever dit barn større udfordringer med sin udvikling som fx et ikke-aldersvarende sprog eller mangelfulde sociale kompetencer, kan personalet hente hjælp fra psykolog, talepædagog, sundhedsplejerske og pædagogisk konsulent i kommunens ressourceforum. Ressourceforummet vejleder det pædagogiske personale i, hvordan vi bedst muligt støtter op om barnets udvikling.
Som forælder vil du altid blive inddraget i denne proces. Du vil blive inviteret med til møder med de medlemmer af ressourceforummet, som vi bruger for at hjælpe dit barn. Du vil ligeledes få vejledning i, hvordan du bedst hjælper dit barn videre i sin udvikling.
Vi har også mulighed for at søge støttepædagog til et barn. Forældre vil altid deltage i vores samtaler med støttepædagogen.
Vi har erfaring for, at børn ret hurtigt kommer på rette spor i deres udvikling, når forældre og personale målrettet samarbejder om opgaven.
Familierådgivningen Amager
Har du og din familie brug for mere støtte, tilbyder Familierådgivningen Amager rådgivning i forhold til vanskeligheder i familielivet. Tilbuddet gælder alle forældre med børn i alderen 0 - 12 år.
Der er mulighed for telefonisk rådgivning og kortere samtaleforløb. Det er anonymt og gratis.
Adresse: Holmbladsgade 10, 1th., 2300 København S.
Telefon: 33172314
Læs mere om Familierådgivningen Amager her